Label Rouge
Mærket er et fransk kvalitetsmærke, som har været brugt siden 1960. Der er en række kravspecifikationer til de produkter der bærer mærket.
Det første produkt var kylling, som blev godkendt i 1965, i 1974 fulgte de første produkter af oksekød, kogt skinke og charcuteri. Senere er diverse mejeriprodukter føjet til. Det er ikke kun franske produkter, der kan få mærket Label rouge.
I 1990 blev det første udenlandsk producerede produkt, nemlig laks fra Skotland, omfattet af mærket. Label rouge mærket ejes af det franske Landbrugs- og Fiskeriministerium, og det er meningen at mærket skal opfylde 2 formål:
• Give forbrugerne en garanti for en produktkvalitet, der er godkendt, vedvarende og kontrolleret, og som klart adskiller sig fra det »almindelige« produkt.
​
• Give producenter af kvalitetsprodukter mulighed for at øge deres omsætning, bedre organisere deres afsætningskanaler og udvide markedet for det, man kalder regionale produkter.
Alle fødevarer kan i princippet opnå Label rouge mærket. Der er en temmelig omfattende ansøgningsprocedure, og det tager normalt 1½ – 2 år fra man har indleveret en ansøgning, til der foreligger en godkendelse til at bruge mærket.
For de enkelte fødevarer udarbejdes der en række præcise tekniske noter, som beskriver kravene til produktet og hvorved det adskiller sig fra standardprodukterne. I vurderingen af produkterne indgår også, at man skal beskrive smagsforskellen på et Label rouge produkt og et tilsvarende produkt af standardkvalitet.
Producenter af fødevarer, der mærkes med Label rouge, får typisk mellem 4 og 15% mere for deres varer end producenter af standardprodukter. For en række produkter som f.eks. skinke, kyllinger, smør og laks betaler forbrugeren ofte 100% mere for et Label rouge produkt end for et standardprodukt.